VI ER ALLE EN DEL AF DEN SAMME VIRKELIGHED - Flag over Vejle En separatudstilling i Kunsthal Vejle af billedkunstner Thorgej Steen Hansen. Udstillingsperiode: 24. oktober 2025 - 24. februar 2026. Kan ses hele døgnet.
VI ER ALLE EN DEL AF DEN SAMME VIRKELIGHED med undertitlen Flag over Vejle er billedkunstner Thorgej Steen Hansens nyeste og igangværende udstillingsprojekt hos Kunsthal Vejle i Den blå automat på Banegårdspladsen 6.
En udstilling der tillige bevæger sig videre ud i Vejles byrum i form af 5 flag på velkendte lokaliteter i byen samt et udvalg af udsmykninger hos beboere i Vejles parcelhus- og villakvarterer.
I Den blå automat på banegårdspladsen viser Thorgej farvesatte tekstuddrag fra et langdigt med samme titel som udstillingen - VI ER ALLE EN DEL AF DEN SAMME VIRKELIGHED. Et digt der kan erhverves - kvit og frit- inde hos VisitVejle, byens turistbureau, der har til huse lige ved siden af Den blå automat. Det samme gælder også 3 farvestrålende plakater - en udstillingsplakat og to plakater der viser to af de fem flag, der under udstillingen kommer til at hænge rundt om på forskellige lokaliteter i Vejle.
De fem flag består hver især af et farvesat ord, eller ordsammensætning, der tilsammen, hen over de fem flag, danner titlen på både digt og udstilling. Og det er udstillingens intention, at man bevæger sig videre ud i byen og oplever flagene i det lokale udendørsrum, de er rejst i.
I løbet af udstillingsperioden vil kunstnerens farverige univers også brede sig ud i byen i form af en række udsmykningsmæssige tiltag i Vejle områdets parcelhus- og villakvarterer. Blandet andet i form af farvesatte postkasser, hvor den første allerede er blevet udsmykket på en villavej i Børkop.
Men Thorgej Steen Hansen vil også meget gerne udsmykke mindre facadepartier som f.eks. vinduesrammer, carporte/garageporte og plankeværk, samt haveinventar - det kan være i form af fodrebrætter, fuglehuse og blomsterkasser. I den forbindelse efterspørger Thorgej familier, par og enkeltpersoner med eget parcelhus, eller villa, i Vejle området, som kunne være interesseret i at få en sådan udsmykning udført, hvilket vil være helt gratis. Eneste betingelse er at man bor indenfor Vejle Kommune.
Kunstneren er aktuelt startet op og siger tak til Rosborg Gymnasium og HF, 3F i Vejle, DGI Huset i Vejle og Havnens Fiskehus for at vi nu kan se flag der. Også tak til Helle, Claus og Karen der allerede har stillet deres postkasser til rådighed for en udsmykning.
Hvis det har interesse at være med i kunstprojektet, er man mere end velkommen til at kontakte Vejle Kunsthal for at høre mere om mulighederne. I løbet af udstillingen er det også planen at Thorgej Steen Hansen vil læse sit digt op forskellige steder i Vejle, hvor en del vil være åbne for offentligheden - mere info om disse arrangementer kan løbende læses på opslag på siden af Den blå automat og inde hos VisitVejle.
Dertil skal det nævnes at Thorgej Steen Hansen, allerede er repræsenteret med et større udsmykningsmæssigt værk i Vejle, bestående af fem farvesætninger på bygningsfacader plus tre infoskilte i Strandgade. Opført i 2022 for Vejle Kommune, med støtte fra Statens Kunstfond, i forbindelse med afviklingen af 3. etape af årets Tour de France.
For mere info om udstillingen, kontakt: Vejle Kunsthal, Sanne Juhler Hansen på sanne@juhlerhansen.dk / eller mobil: 2132 2616 Eller, Thorgej Steen Hansen på thorgej@gmail.com / eller mobil: 6165 4968.
- Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond